til startsiden
 


UGE 48
Venus er
i Firenze

UGE 49
Sydkaperens
hjemegn i
Toscana

UGE 49
Toscana i
regnvejr

UGE 49
Gratis strøm
og søudsigt

UGE 50
Stellplatz med
indlagt hund og
Per som mekaniker

UGE 50
Colosseum
og en pose
blandede ruiner

UGE 50
Peterskirken,
så bliver det
ikke større

UGE 51
Så kom naboerne
- hvem sagde
trængsel?

UGE 51
De 3 ting

UGE 51
Jul i Pompei
og 1. juledag
med udsigt

UGE 52
Kan man gå
til Pompei?

UGE 52
2 fluer med
ét smæk

UGE 52
Afsted til
Sicilien

UGE 52
Etna, nu
med skiløbere

UGE 52
Bikinidamer i
Villa Romana

UGE 52
Nytår i Palermo
-en by med
tidslommer

 

UGE 52 - Etna, nu med skiløbere
Før turen gik op til foden af Etna der er Europas højeste (3.370 m) aktive vulkan, gik turen omkring byen Taormina, hvor man kunne få information om Etnas tilstand. Taormina er en by der oser af turisme – men på den gode måde. Det er ikke så underligt at byen er Siciliens mest berømte feriested, prøv lige at se udsigten fra torvet – det er Etna man kan se i det fjerne. Taormina har meget mere at byde på, men vi skulle bare bruge byen til at få et kort over, hvordan vi kunne komme tættere på Etna. Med naboerne siddende i Syd-kaperen, parkerede vi i en parking-forbudt-lomme og spur-tede af sted til turistinformationen.

 
 
 
Her fik vi udleveret landkort og markeret den rute, som vi skulle følge. Vi havde jo set Etna med sne på, så vi forhørte os lige en ekstra gang, om der var sne på vejen der op? Nej der var ikke sne på vej op. Der var heller ikke sne, før de sidste 100 meter (i højden). Det var første gang at Sydkaperen skulle køre i bjerge/vulkan i sne. Vi fik parkeret ved „endestationen“ 1910 meter over havet. Her fik vi bevis på at det var tid til at få købt de snekæder, som vi havde fablet om i lang tid. Her kunne personbilerne ikke en gang få vejgreb. Her var et leben uden lige, folk der kastede med sne, kælkede og stod på ski. Vi skulle egentlig have været højere oppe, men klokken var blevet 13.30, og skyerne havde allerede samlet sig om toppen. En tur op til kratet kostede 42 euro, lidt dyrt, men hvis vi havde haft hele dagen, så havde det vel været i orden. Vi havde altså lige en Sydkaper, der gerne skulle komme hel ned af vulkanen igen. Besøget på Etna blev kun til en appetif – lidt ærgerligt, specielt for Birgit der gerne ville havde været oppe på toppen, men Per havde ikke lyst til at køre ned ad Etna i mørke ...
 
 
  Vulkaner og størknet lava – sort sort sort ligger lavaen ned af Etnas sider.
Flot er hun, ikke?
Når man først har spottet hende,
så spejder man hele tiden efter hende
– over alt i landskabet.
 
 
Vi overnattede i udkanten – hvis man kan sige det – af Piazza Armerina. En stell-platz som vi ALDRIG ville havde fundet, hvis det ikke var for en sød italiensk rød-scooter-mand, som jeg henvendte mig til på en cafe, da vi havde opgivet at finde vej selv. Han satte sig på sin scooter og tøffede af sted, med Sydkaperen lige i hælene. En tur på 6–8 km og uden for Magnus’ territorium. Her overnatter vi, på dette øde sted „in the middle of nowhere“. I følge vores stellplatz-bibel skulle der være en restaurant, men den var lukket ned for sæsonen, men det er vi jo vant til.
 
 
startside_index