til startsiden
 


UGE 44
Paris, Paris
og atter Paris

UGE 45
Versailles,
skal ikke besøges
om mandagen

UGE 45
Mudder
i Normandiet

UGE 45
D-dag og 70
meter broderet
tegneserie

UGE 45
Mont St. Michel,
som taget ud af
et eventyr

UGE 45
Fransk
Stonehenge
i Bretagne

UGE 45
Hottentotboliger
eller var det
Troglodyt?
Svampemuseum

UGE 46
I nærheden af
den italienske
grænse, slapper af

UGE 47
Bondegårdsferie
i Milano

UGE 47
Milano,
ja tak

UGE 47
Kage efter vægt
og manglende
Ferrari-ur

UGE 48
Pisa - sagde
du skævt?

 

UGE 47
Milano, ja tak

   
 
Vi har simpelthen været så heldige med vejret, da resten af Europa havde snestorm, fik vi lidt slud og en grå/hvid dag, ellers har solen skinnet. Det har været koldt, men vintertøjet er fundet frem og der er varme i Sydkaperen. Ja det vil sige, vi havde en aften/nat uden varme, hvor temperaturen udenfor nåede ned på -2°. Vi kunne simpelthen ikke få Sydkaperen til at producere varme, alle brugs-forvirringerne blev nærlæst og alt blev testet – uden held. Vi måtte søge ly under dynen og næste morgen (vi havde ikke frosset i løbet af natten, trods en indetemperatur på +6 grader) kørte vi af sted til hovedforhandleren af vores Truma varmeanlæg i Italien, der til alt held kun lå 50 km fra Milano. Her forklarede vi en tekniker om vores lille problem, han fandt måleudstyret frem og i løbet af 5 minutter havde han løst vores varmeproblem. Gudskelov var det ikke bare en sikring, der skulle skiftes. Vores redningsmand havde vist allerede på fornemmelse, hvad problemet kunne være. Han skiftede måleren til termostaten, en lille rund dut, der sidder ved siden af kontrolpanelet over døren – og så virkede varmen igen *dejligt* Han tog et kopi af bilens registreringsattest og faxede derefter en reklamation til Truma i Tyskland, og så vinkede han farvel til os – sød mand. Nårh men tilbage til Milano ...
 

Milanos domkirke er grotesk stor, ikke så underligt at det tog 500 år at bygge den. Ligeså prangende dens ydre er, ligeså enkel er dens indre. Her er plads til 40.000 mennesker, og marmortaget, som vi senere vandrede på, bliver holdt oppe af 52 enorm store søjler, der står på et flot mo-saik marmorgulv i sort, orange og hvid..

 

Domkirkens ydre er fyldt med spir, statuer og regnvandsspytter (gargoiler). Det mest slående er dens størrelse. Det ligner enhver fakirs drøm af et liggeunderlag, der skulle efter sigende være 152 spir – og her i Italiens land går man på selve seværdighederne. Hvis man skal se spir og udsigt, så må du gå op på taget. I Danmark havde man under normale omstændigheder sat gitter op, så man ikke kunne falde ud. Her i Italien er det sgu på eget ansvar „Læn dem ikke ud“ skal tages bogstaveligt. Her kan man kun tænke sig til gitteret, når man står på toppen og ser ud over Milano og i det fjerne kan se alperne.

 
 
Milano er en fed by, den oser af storby med manér. Her er alt hvad hjertet kan begære, bare ikke pengepungen. I mit næste liv vil jeg havde Visa-kortet spækket med money’s, og så skal der shoppes. Det er egentlig ikke fordi at det er dyrere end i København, der er bare 10 gange så meget at vælge mel-lem, og det er ikke godt for en shopper, som nu er blevet campist. Der er bare fuldstændig stil på drengen, på den ikke-snobbede-måde. Her kan man se på mode, uden at have en klink på lommen – uden at nogle rynker øjen-brynene. Udover Armani, Prada, Dolce & Gabbana (i love it), er der jo nogle fantastiske (og meget store) bygninger.
 
   
 

Billedet er fra Galleria Vittorio Emanuele II, en fin butiksarkade hvor taget og den store midterkuppel er lavet i glas og stål. En bygningskonstruktion, der ikke var normal i 1880. Mosaik-tyren der befinder sig inde i arkaden, har slidt sine ædlere dele af, da det hedder sig, at det bringer held at træde på kuglerne, stakkels dyr.

Vi brugte en sne/regnvejrsdag til at gå på klosterbesøg, for at se Leonard da Vincis’ Sidste Nadver. Vi blev noget lange i fjæset, da vi erfarede at man skulle bestille tid for at se vægmaleriet – sådan noget lort – Helle ville bare se det æggemaleri. Det lykkedes mig at overtale hende til, at blive skrevet op på en venteliste, så vi måske kunne være blandt de 25 personer, der ville blive lukket ind kl. 15.00. Det lykkedes, vi ventede en time og fik lov til at bruge 15 minutter på, at kigge på Den sidste Nadver. Maleriet er meget større end vi havde regnet med 4,5x9,0m, og meget falmet trods restaurering. Vi så billeder fra før restaureringsarbejdet gik i gang, og måtte konstatere at der ikke var meget af Leonard Da Vincis freskomaleri tilbage.

 
startside_index