til startsiden
 


UGE 6
Skorpionangreb
og gulvisolering

UGE 6
Se Venedig ...
og se at
kommme videre

UGE 7
Verona, boede
Romeo's Julie
virkelig her

UGE 7
Sydkaperen,
nu med snekæder
og gastilslutning

UGE 8
Det eneste
der er blåt her
er Pers storetå

 
UGE 6 - Se Venedig, og se at komme videre ...
Stod det til Per så havde vi ikke kørt til Venedig, det gad han sgu ikke. Men man kan altså ikke være i Italien uden at se Venedig. Det svare jo til at man er i København og ikke ser Den Lille Havfrue.
Siden vi er kommet hjem, har vejret været helt vidunderligt. Der er sol fra en skyfri himmel, men det er koldt, og dagen vi besøgte Venedig var ingen undtagelse.
 
 
 
 
Vi boede på en stellplatz nær Treporti, nærmere bestemt ved havnen Punta Sabbioni. Herfra sejlede vaporetterne, hver ½ time, de er Venedigs flydende busser. Sejlturen til Venedig tog 40 min. Vi havde købt en 24-timers billet, der gav adgang til alle Venedigs flydende busser. Vi lagde til, ikke langt fra Sukkenes bro og Markus Pladsen (San Marco), det var jo perfekt.
 
 
 
Vi fik set Sukkenes Bro sammen med alle de andre turister. Navnet kom efter sigende fra de fanger (omk. 1600-tallet), der blev ført over broen fra fængslet til rettergangen i Palazzo Ducale. Markus Pladsen var ikke under vand, så her flokkedes duerne om turisternes købte brødkrummer.
   
 
Trangen til at se kirker er stilnet lidt af, men det blev alligevel til et smut ind i Markus Kirken, der var et virvar af guldmosaikker, lige meget hvor man kiggede hen – meget smukt.
Vi travede Venedig tyndt, men det gør man vel som turist. Sejlede på Venedigs hovedpulsåre Canal Grande, gik over broer, gik i små smøger, blev væk, forbløffedes.
 
 
 
   
 
Men en ting er sikkert, byen er ved at gøre sig klar til det årlige karneval. Ungerne er klædt ud, de går rundt og kaster papirskonfetti, så gader og kanaler flyder med farvet papir.
 
Da vi havde set hvad man skulle i Venedig, tog vi vandbussen til øen Murano, der ligesom Venedig er anlagt på småøer og stolper. Her skulle der være mulighed for at se på glaskunst og besøg glaspusterierne. Men vi var for sent ude, de fleste af butikkerne var ved at lukke, så det blev ikke til så meget glaskunst. Det gjorde nu heller ikke så meget, vores ben var begyndt at værke.
 
Til alt held havde Per taget et billede af vores havn, da vi om morgenen tog af sted til Venedig. Her kunne vi på kameraet zoome ind og se hvad vores havn skulle hedde – vi ville jo gerne hjem til Sydkaperen. Havde det ikke været for det billede, havde jeg sendt os til en forkert havn og det ville have været trist, når man er træt og bare gerne vil hjem til Sydkaperen.
 
startside_index