til startsiden
 


UGE 6
Skorpionangreb
og gulvisolering

UGE 6
Se Venedig ...
og se at
kommme videre

UGE 7
Verona, boede
Romeo's Julie
virkelig her

UGE 7
Sydkaperen,
nu med snekæder
og gastilslutning

UGE 8
Det eneste
der er blåt her
er Pers storetå

 

UGE 8 – Det eneste der er blåt her er Pers storetå
Nej så slemt er det ikke, himlen har været blå et par dage, men det har sneet for vildt. Vi er godt nok en anelse tossede, men vi gider simpelthen ikke stå på ski når det sner. Det er næsten umuligt at orientere sig på pisten, og så er det pissekoldt ... nej tak. Vi var på Camping Vidor i 12 dage og stod på ski i 5 dage, så det siger lidt om vejret.

Men de dage hvor vi har stået på ski, har været total fede. Vi var dog en anelse nervøse om vi kunne huske det, og om vores nye ski var gode at stå på. Men vi er simpelthen for gode på ski (bob bob), men det er altså lidt af en gåde, hvorfor Pers venstre storetå altid bliver blå. Per siger at det er den, der styrer for vildt! (og nej hans støvler er ikke for små), og ja han fører med 3 styrt. Jeg har endnu ikke været nede at smage på sneen, men det kommer nok.

Vores valg af campingplads er simpelt-hen genialt. Jeg havde allerede hjemme-fra (i Danmark) undersøgt mulighederne for skiferie med Sydkaperen. Skræk-ken var, at vi ikke kunne holde varmen, at der ikke var nok ampere til vores strømforbrug, at badefaciliteter ikke var opvarmede eller bare var ulækre, at der var flere kilometer til skiområdet, der i øvrigt også skulle være stort og helst ikke under 200 km., med disse krav var der lige pludselig ikke så mange valgmuligheder.

Valget faldt på Caravan Garden Vidor (www.campingvidor.it) ud fra deres informationer på nettet. Her mente vi godt at vi kunne starte vores skisæson, og jeg skal love for at vi startede med creme a‘la creme. Jeg har altid tænkt at folk der tog på skiferie i campingvogn eller camper, at de sgu var lidt tossede, men nu forstår jeg dem bedre.

 
 
Jeg ved ikke
om I kan se det,
men det sner
helt vildt, så der
er ingen på ski
i dag *øv* *
 
 
Jeg må trække lidt i land, på en eller anden måde, så er det federe at være på camping end at blive installeret i en lille lejlighed. Her er man meget tættere på land-skabet, luften, vejret, den dalende sne, den skinnende sol. Det spiller selvfølgelig også en rolle, at man har sit eget hus med på nakken. Det er nemmere at slå tiden ihjel, når vejret ikke er til ski eller når man kommer fuldstændig smadret hjem fra en hel dag på ski. Så er det alligevel rart at man bare kan tænde for tossekassen og se lidt dansk tv, mens man flader ud.
 
 

Endelig skulle vi prøve vores nye med-bragte calvinski, og de er fandme gode. Per er dog en anelse utilfreds med, at mine ski glider meget bedre en hans. Det er ikke noget vi lægger mærke til, når vi står ned af pisten. Men når der er glidesteder, hvor man evt. er tvunget til stave for at komme videre, så flyver jeg af sted uden den mindste form for stavning. Jeg har forbarmet mig over Per, så når vi er på disse „døde“ stave-transport-steder, så rækker jeg mine stave ud til Per, så han kan komme med på et „lift“, en rigtig god løsning syntes Per.

 
Pisten ned til æggeliften, en lift der ligner et æg med plads til 6 personer, passere lige forbi vores campingplads. Det gyld-ne træhus i baggrunden er camping-pladsens reception, så vi brokker os bestemt ikke over afstanden til pisten.
 
   
 
Badefaciliteterne er simpelthen fine, man følger sig virkelig hjemme. Her er ikke sparet på noget og heller ikke varmen, så det er en fornøjelse at være her.
 
   
 
Skirum med varme og radiatorreol til skistøvlerne, er en rigtig god ting at have. Ens støvler kan godt blive lidt sure og våde, og så er det rart at slippe for at have dem i Sydkaperen.
 
 
Efter 12 dage i Canazei-området, et skiområde med 1200 km samlet pister, var det tid til at komme videre, nærmere bestemt til de franske alper. Men først skal alle ledninger, kiler og Sydkaperen befries fra is og sne, så er det jo godt at man har en hammer med.
 
startside_index